Forskellen på selvtillid og selvværd

cat-lion-mirrorJeg har tit hørt ordene selvtillid og selvværd benyttet mere eller mindre tilfældigt til at beskrive en person, der for eksempel er åben og udadvendt, går til diverse udfordringer med krum hals, påtager sig et ansvar i enhver given sammenhæng eller som ikke er bange for at prøve noget nyt. Egenskaber som vi alle sammen stræber efter at besidde og som uden tvivl er gode at have. Men som kun delvist dækker over hvordan vi helt grundlæggende opfatter os selv som person.

Hvad er selvtillid

Selvtillid er et udtryk for det billede du har skabt af dig selv. Selvtillid opstår ud af den opfattelse du har af dig selv som person. Det kan være du opfatter dig selv som stærk, klog, smuk, dygtig, eller slap, grim og uduelig. Hvad du end opfatter dig selv som, så er denne opfattelse opstået som et resultat af den måde du har fortolket reaktionerne fra dine omgivelser på de ting du har gjort.
Selvtillid er altså præstationsorienteret i det den stiger eller falder i takt med den respons vi modtager på de ting vi præsterer. Den er i en hvis forstand afhængig af konstante tilbagemeldinger for at kunne vokse eller vedblive. Hvis du bliver rost for noget du har gjort, stiger din selvtillid. Hvis du bliver klandret for noget du har gjort eller moppet, mindskes din selvtillid.

Selvtillid behøver ikke nødvendigvis at være betinget af noget du kan præstere. Den kan også næres ved at udbygge en form for status i form af materielle goder, stige i graderne på jobbet eller ved andet der fremelsker positive (læs en form for misundelse vil også tælle) tilkendegivelser fra omverdenen.

Selvtillid er super god at have og et langt stykke af vejen også livsnødvendig hvis vi vil opnå noget her i livet. Men hvis du lader dit velbefindende være betinget af ros og anerkendelse fra andre, bevæger du dig længere væk fra din egen lykke. Du lever så i en tilstand hvor du identificerer dig med indhold der intet har at gøre med den du i virkeligheden er.

Hvad er selvværd

Selvværd er vores viden om og oplevelse af, hvem vi er. Den måde vi kender os selv på og forholder os til det, vi ved om os selv som menneske – på godt og ondt.
Selvværd kan beskrives som en slags indre kerne i os selv. Som følelsen af at hvile i sig selv og være tilpas med sig selv, og det man er. En dyb indre følelse af at være noget udelukkende i kraft af, at man eksisterer og er den, som man er. Man kan sige, at vores selvværd har en eksistentiel kvalitet – hvad enten den er høj eller lav og en accept af at vi nu engang er den vi er på baggrund af de oplevelser og erfaringer som vores vej igennem livet har givet os.
Det er klart at vores selvværd nødvendigvis vil påvirkes i positiv retning hvis vi også præsterer på forskellige områder i livet, men selvværd er altså ikke direkte afhængig af præstationer for at være højt. Det kan være højt og ikke mindst, forblive højt, selvom vi ikke nødvendigvis lige lever op til omverdenens eller vores egne krav i en given situation eller periode og modtager anerkendelsen, ligesom det selvfølgelig også kan være lavt og forblive lavt på trods af at vi modtager ros for noget vi gør – men ikke tillægger det noget særligt fordi vi allerede har en lav opfattelse af os selv.

Vores selvværd øges når vi bliver anerkendt for den vi nu engang er og ikke det vi er i stand til at udrette.
Hvis vi føler os elsket for det menneske vi er og inderst inde føler at vi lever efter de værdier der betyder noget i vores liv, så vil det give en forøgelse af selvværdet.

Sammenhængen mellem selvtilliden og selvværdet

Forskellen på selvtillid og selvværd og ikke mindst sammenhængen mellem de to begreber, kan illustreres med et træ.
Selvtilliden er træets grene og blade – altså det vi umiddelbart kan se med det blotte øje. Selvværdet er så træets rodnet, der forgrener sig under jorden og sørger for at holde træet fast og at give næring til grenene og bladene så de kan vokse og gro.
Hvis stormen får held med at blæse blade og grene (selvtilliden) helt eller delvist af, vil træets rødder (selvværdet) sørge for at fundamentet er i orden så der kan vokse nye blade og grene ud igen.

Det er som det sikkert fremgår vigtigt at have både en god portion selvtillid og et godt selvværd for at føle sig i ballance. Begge kan tildels påvirkes af den anden, men er ikke en decideret nødvendighed for at den anden kan eksistere.
Du kan med andre ord sagtens have en stor portion selvtillid i kraft af de ting du ved med dig selv at du er i stand til at klare, men samtidig have et lavt selvværd. Din umiddelbare trivsel bygger dermed udelukkende på at du kan få anerkendelse fra dine omgivelser hvorfor du vil søge at opnå den i form af præstationer og selviscenesættende adfærd.

På den anden side kan du også godt være tilbageholdende på grund af en manglende tro på dig selv og dine egne evner og være fastlåst fordi du mangler modet til at springe ud i nye udfordringer, men kan samtidig have en følelse af at du grundlæggende er god nok som menneske og inderst inde elske dig selv for den person du er.
Med andre ord, have en mindre selvtillid og altså tro på dig selv og dine evner, men samtidig et højt selvværd og en følelse af, grundlæggende at være god nok som menneske.

Det er mennesker med et højt selvværd der er de stærkeste og mest solide mennesker. Hvor selvtilliden er mere flygtig og afhængig af udefrakommende stimuli, er det grundlæggende selvværd en mere konstant følelse og er det egentlige fundament i ethvert menneskes personlige lykke.

Ros kontra anerkendelse

Det er altså ekstremt vigtigt at have en grundlæggende kærlighed til sig selv som person. At føle sig værdifuld som den man nu engang er uden at skulle føle sig målt og vejet på det man præsterer (eller ikke gør).
Som det står skrevet så er den bedste måde at skabe yderligere selvtillid at give ros. Men er det nu også den bedste måde at bygge andre mennesker op på? Og hvordan opbygges et selvværd så?

Når du roser:

  • Bruger du “Du-budskaber”
  • Stempler, vurderer og dømmer den anden
  • Tillægger du den anden en bestemt værdi

Når du anerkender:

  • Bruger du “Jeg-budskaber”
  • Respekterer den andens følelser
  • Styrker den andens tro på at hun/han er OK, og bidrager derved til et højere selvværd

Et par eksempler på forskellen mellem ros og anerkendelse
Hvis din kollega har løst en opgave og du siger: “Hvor er du sej”, Så roser du.
eller, “Jeg er dybt imponeret – hvordan gjorde du, Så anerkender du.

Du får stukket et krøllet stykke papir med lidt sporadiske farver på i hånden da du henter dit barn i børnehaven og du udbryder: “Hvor er den flot skat”. Her roser du.
Hvis du der i mod sætter dig ned og spørger ind til- og snakker om tegningen, så anerkender du.

Hvis din kæreste eller kammerat kommer og fortæller at han/hun har fået 12 til eksamen og du siger: “Hvor er du bare sej”, så roser du.
Hvis du i stedet siger: “Du må være stolt. Er det ikke dejligt at det endelig er overstået?”, så anerkender du.

Selvværd er det omdømme, du har i dig selv.
Selvværd er en personlig sag: hvad du tænker og føler i forholdet til dig selv – ikke hvad andre tænker (eller du tror de tænker).

Del på
Share on Facebook0Share on Google+0Tweet about this on TwitterShare on LinkedIn0

Andre indlæg i kategorien Selvtillid og selvværd

Du er unik og stædig bare fordi du er til

Tro på dig selv

Føler du dig ofte bedømt af andre?

Bliv ven med din indre kritiker

Dit billede af dig selv afgør dine valg