Gode vaner til opnåelse af varigt vægttab, mere energi og en bedre sundhed

sund-kostHvis du som så mange andre går og planlægger at du skal tage tyren ved hornene og starte på en mere sund livsstil i det nye år, måske fordi du ønsker at tabe et par kilo, blive stærkere eller stramme lidt op, eller simpelthen bare ønsker at få mere energi og velvære i det daglige. Kan du trygt læse videre.

Herunder følger nogle simple, men stadig yderst effektive leveregler, der hvis de optages og udleves, vil ændre dit liv og gøre dig stærkere, både fysisk og mentalt.
Der er på ingen måde tale om en mirakelkur, der kan overstås på fjorten dage, men der i mod om ganske almindelig sund fornuft. Og det bedste ved det hele er, at det ikke behøver at koste dig noget videre.

Drik masser af vand

Vi glemmer ofte hvor vitalt væske er for vores organisme. En meget stor del af vores krop udgøres rent faktisk af vand. Og kroppen har brug for vand i sin rene form for at kunne fungere optimalt.
Ligeledes giver væske i form af vand os også mere energi, og hjælper vores mave med fordøjelsen af den mad vi spiser, ligesom den også skyller affaldstoffer ud af vores system og dermed er med til at rense kroppen ud.

Start dagen – som det første du gør – med at drikke et stort glas vand. Det er med til at starte din mave op på en blid måde og det sætter på den måde gang i en forbrænding og udrensning.

Og gør maven klar til det egentlige arbejde, der venter i form af fordøjelsen af din morgenmad.
Det er naturligvis ikke kun om morgenen du skal drikke vand, men jævnt fordelt over hele dagen.

Husk morgenmaden, og spis rigeligt hele dagen

Ja, det kan være en forførende tanke at springe morgenmaden over. Lige sulte kroppen lidt ekstra så den forbrænder noget mere fedt.
Problemet er bare, at det ikke helt fungerer på den måde. Det er muligt, at du kan forbrænde lidt ekstra fedt hvis du sulter dig selv den første halvdel af dagen, men da vores krop er super intelligent og designet til at overleve længst muligt, vil den kun det første korte stykke tid under din “sultestrejke”, rent faktisk forbrænde overflødigt fedt.
Når kroppen erfarer, at der kan gå længere tid uden tilførsel af energi i form af kulhydrater, vil den i stedet starte en proces, hvor den vil begynde at reducere din muskelmasse i stedet. På den måde sparer den på sine energireserver (det overflødige fedt) og forsøger i stedet at reducere det der kræver mest energi i din krop, nemlig dine muskler.

Musklerne er samtidig dem, der står for den mest intense forbrænding i din krop. Så at reducere din muskelmasse er dermed i direkte modstrid med dit langsigtede mål om at reducere kropsfedt og tabe dig.

Ud over problemet med tab af muskelmasse, opstår der et andet problem hvis du vælger sulteløsningen. Nemlig det problem, at din krop, når du har sultet den tilstrækkeligt længe, grådigt vil rage alt det den kan til sig ved næste måltid, bruge lige netop det den skal for at opretholde sig selv, og gemme resten til en lignende situation hvor du vælger at sulte dig selv. Og resten der gemmes, lagres som fedt. Smart! Men ikke optimalt hvis du vil tabe dig.

I stedet er det vigtigt, at du spiser mange mindre måltider fordelt jævnt over hele dagen så din krop konstant er tilført energi.
Og så er det selvfølgelig ikke lige meget hvad du spiser, specielt om morgenen. Her skal kroppen tilføres rigelige mængder protein, der er de egentlige byggesten for musklerne, så dine muskler har noget at vokse- og vedligeholde sig selv af. Så de kan blive større og opretholde en stor forbrænding af fedt.

Æg er en fremragende kilde til kvalitetsprotein så hvis tiden og muligheden er til det, så er en gang røræg, et par blødkogte æg eller en omelet en fremragende måde at starte dagen på. Havregryn er et andet nemt og ikke mindst billigt alternativ, da de har et højt protein-indhold og også er rige på fibre og kulhydrater. Og ofte indtages med mælk, der også er rig på proteiner.

Spis groft og grønt for at øge din forbrænding

Hvis du ønsker at din krop skal forbrænde mere fedt, er det vigtigt du tænker på hvad du fylder ned i din krop. Mad er ikke bare mad.
Der er mad der glider hurtigt igennem dit fordøjelsessystem og så er der mad, der kræver mere arbejde at fordøje – jeps nemlig, og mere energi at nedbryde.

Vi har lært at vi skal gå efter den nemmest mulige løsning når vi står overfor et problem, men i tilfældet omkring fordøjelse, så er det rent faktisk sådan, at jo mere kroppen skal arbejde for at nedbryde det du giver den, des mere energi forbrænder den også. Og hvis den samtidig får tilført det den skal bruge energimæssigt i form af kulhydrater, ja så tærrer den på sine energiresserver i stedet. Og ja, hvis du gættede på at disse energiresserver er det overflødige kropsfedt, så gættede du korrekt.

Din mave skal altså udfordres som en hvilken som helst anden muskel du ønsker at træne og gøre stærkere. Og den bedste udfordring du kan give din mave, er kampen med at nedbryde fødevarer med et højt fiberindhold. Herunder stort set alle grøntsager, der har et højt indhold af kostfibre, men også mørkt brød med mange kerner.

Det er måske mindre relevant at nævne, men for en god ordens skyld, så er der jo også en del andre fordele ved at spise mange grøntsager. Her i blandt det høje indhold af vigtige vitaminer og mineraler og for en del grøntsagers vedkommende, indholdet af antioxidanter, der er medvirkende til at holde din krop sund og fri af eventuelle kræftceller.

De mange kostfibre giver ud over en højere forbrænding, også en større og længevarende mæthedsfornemmelse, som igen gør at du ikke vil have trang til at spise lige så meget.
Og så er det dejligt, at du stort set aldrig mere igen, vil opleve at have dårlig mave hvis du gør groft og grønt til en fingerregel i dit liv.

Bevæg dig – Hver dag!

Vores krop er ikke designet til at sidde stille. Bevares, vi skal tillade os selv at hvile, men hvis vi hviler for meget i forhold til den mængde af fysisk aktivitet vi udsætter os selv for, øger vi rent faktisk hastigheden af kroppens forfald.
Vi lever i forvejen i en tid, hvor vi nærmest ikke skal lave noget selv. Vi har computere og maskiner, der klarer det meste for os og dette er på den ene side en luksus, men også en forbandelse.

Gør det til en vane, at bevæge dig så meget som muligt. Tag trappen i stedet for elevatoren. Gå i stedet for at tage bilen når du skal ned og handle. Lad være at opfatte det som en straf når du skal bære et par tunge indkøbsposer hjem fra supermarkedet, men opfat det i stedet som et privilegium at du får mulighed for at udfordre din krop en smule. Den har godt af det. Husk på at;

Det kræver energi at opnå/ producere energi. Og du får et langt større overskud og et bedre velvære, når du dagligt udsætter dig selv og din krop for en belastning og forbruger noget energi.

Og så er vi igen tilbage til det med at forbrænde og tabe kropsfedt.

Ud over de daglige pligter og den daglige transport, så bør du overveje en fast daglig rutine, der sætter gang i dit blodomløb og giver lidt sved på panden.
Her vil det være optimalt med nogle vaner der involverer fysisk aktivitet fra morgenstunden. Eksempelvis inden din morgenmad.
Start dagen med noget udstrækning eller decideret yoga. Eller med nogle simple øvelser i form af armbøjninger, knæløft, kropsvægt squats og lignende.

Hvis du gør det efter det første glas vand og inden morgenmaden, vil du sikre at du får forbrændt lidt fedt – ja, kroppen er sådan indrettet, at den starter med at tærre en smule på sine energiresserver (kropsfedtet), og derefter går i gang med muskelmassen. Og du får ud over et energiboost dermed også startet en hurtig forbrænding af fedt, inden du giver din krop det den behøver for at fortsætte opbygningen af muskelmasse og dermed den mere vedvarende forbrænding af kropsfedt.

Styrketræning – Større muskler er lig med større forbrænding

Vi ser det konstant. Folk der nærmest går i trance og mere eller mindre slår sig selv halvt ihjel på et løbebånd eller en cross trainer.
Det er super vigtigt at lave træning, der får pulsen op. Det er med til at give et bedre blodomløb og et bedre hjerte-kar-system. Men egentlig fedtforbrændende er det faktisk ikke.

Nu er vi tilbage ved muskelmasse igen, og tung styrketræning er faktisk på ingen måde forbeholdt de store drenge. Det er mindst lige så vigtigt for kvinder at vedligeholde og udvikle en anstændig muskelmasse. Både fordi muskler som tidligere skrevet er med til at opretholde en høj forbrænding af fedt, men også fordi de har andre vigtige funktioner i vores liv.

At du ikke behøver at træne som en bodybuilder hvis du ikke ønsker dette, er ikke ensbetydende med at du så ikke behøver at vægttræne og kan nøjes med at pine dig selv i timevis på et løbebånd.
At du heller ikke behøver at blive medlem i et fitness center for at træne dine muskler er så en anden ting. Det kan gøres hjemme på stuegulvet med et par håndvægte og en håndfuld øvelser, hvor kroppen og dens vægt i sig selv er nok for at styrke musklerne.

Drop sukker og tomme kalorier

Der er en grund til at dette punkt kommer til sidst. Hvis du er kommet så langt ned igennem teksten, så har du været motiveret nok til at læse om de andre vigtige elementer i en sund livsstil og det er muligt, at du ikke vil give afkald på det sidste her. Men det vil være optimalt hvis du gør det.

Sukker og tomme kalorier er én af hovedårsagerne sammen med for lidt motion, til at vi bliver overvægtige og ikke mindst, at vi bliver energiforladte og mindre tilfredse med os selv og vores liv.

Ud over dette, så har sukker vist sig at være direkte skadeligt for vores organisme i det, det får vores blodsukkerniveau til at stige og falde så dramatisk at vores krop tager direkte skade af det i længden. Vi risikerer simpelhen at udvikle en masse forskellige sygdomme på baggrund af et for stort indtag af sukker.

Studier har eksempelvis vist, at bare ét glas sodavand dagligt forøger risikoen for diabetis og kræft markant. Tænk så over hvor står risiko der er for folk der drikker flere liter om dagen.

De siger jo at frugt og grønt er så sundt og det er også korrekt. Både frugter og grøntsager indeholder en masse vigtige vitaminer som vores krop har brug for, men frugter indeholder også rigtig meget sukker. Så det kan være en rigtig god ide at holde lidt igen med indtagelsen af frugt og i stedet satse lidt mere på grøntsagerne.

Rigtig mange mennesker er sukkerafhængige uden selv at være klar over det og det er der en grund til. Når vi indtager noget der er meget sødt, responderer vores hjerne på næsten samme måde som når en heroinmisbruger får sit længe ventede fix. Vi bliver simpelhen oversvømmet med lykkehormoner oppe i hjernen. Vi får en belønning.

Sukker og tomme kalorier giver også vores krop en masse energi, men da det er en energi der er baseret på hurtige kulhydrater, der som navnet antyder nedbrydes hurtigt og dermed forsvinder hurtigt igen, skal vi have tilført mere sukker for at holde os oppe energimæssigt.
Det er altså i direkte modsætning til den energi vi opnår ved at spise groft og grønt.

livsstilsændring fremfor det hurtige “fix”

Hvis du ønsker at tabe dig og få et større personligt velvære og overskud, er der ingen hurtige og nemme løsninger.
Det er muligt at du vil blive præsenteret for smarte kure og produkter, der kan sætte gang i din forbrænding. Men i sidste ende handler det om en vilje til at lave nogle radikale ændringer i dit liv hvis du virkelig er ude efter et varigt vægttab.

Mange kure lægger op til at du bare lige skal udholde xx antal dage eller uger og det er muligt at de virker og du vil tabe dig. Men det er nærmest reglen fremfor undtagelsen, at de tabte kilo ryger fluks tilbage på sidebenene igen. Hvorfor? Fordi du reelt ikke har ændret på de ting, der gjorde at du blev overvægtig til at starte med.

Ovenstående punkter er ikke tænkt som noget du skal gøre i en periode for at komme af med de overflødige kilo. Det er små ting du skal lægge ind i dit daglige program og en måde at tænke på, der med tiden bliver helt naturlig og med tiden gør, at du slet ikke vil undvære dem igen. De bliver en helt naturlig del af dit liv og den måde du ønsker at leve på og vil, hvis de pludselig mangler, gøre at du står og føler et tab.

For er det i sidste ende ikke det vi allesammen ønsker os. Mere energi og velvære? Lad 2016 blive et år hvor du tager fat og får startet op med en sundere livstil og bliver et mere energisk menneske, der oplever en større personlig tilfredshed med dig selv og din krop. Godt nytår!

Emneord:  fitness  life hacks  motion  sund kost

 

Hjælp og sparring til en sundere livsstil

Jeg tilbyder personlig coaching i forbindelse med livsstilsændringer såsom vægttab og rygestop. Få den bedste sparring og få hjælp til at finde motivationen så du er sikker på at komme helt i mål.

Jeg tilbyder personlig coaching i forbindelse med livsstilsændringer såsom vægttab og rygestop.

Hvis du står overfor at skulle tabe dig eller komme i bedre form, eller hvis du ønsker sparring i forbindelse med et rygestop. Så kontakt mig og hør hvad jeg kan gøre for netop dig.Kontakt mig nu

Andre indlæg i kategorien Krop og sundhed

Vinterbadning er godt for både krop og sjæl

Sådan forebygges for højt blodtryk og slagtilfælde

Tips til at opnå en renere og pænere hud