Metoder til at klarlægge dine inderste værdier

Det behøver ikke at være raketvidenskab at finde ind i dig selv og blive mere afklaret omkring værdier og det der giver livet mening.Det er muligt at det kan være relativt nemt at slynge nogen overordnede værdier ud hvis man bliver spurgt, såsom retfærdighed, kærlighed og empati, humor og loyalitet.

Det er naturligvis alle gode menneskelige værdier, men ikke nødvendigvis begreber, der lige umiddelbart sætter os i gang med den videre livs- og karriereplanlægning.

Men det behøver nu ikke at være raketvidenskab at finde ind i dig selv og blive mere afklaret omkring hvilke ting, der giver dit liv mening, hvad dine stærke sider og mindre stærke sider er og hvad du dermed enten kan drage nytte af eller skal arbejde med.

Og ikke mindst, hvad du dermed lægger vægt på i livet og gerne vil opnå med netop dit liv.
Herunder er seks simple metoder, der kan hjælpe dig i gang.

Lyt med ved din egen begravelse

Måske en lidt fjollet forestilling, men tænk dig at du fik mulighed for at kunne være en flue på væggen til din egen begravelse.
Hvilke ting ville du gerne have der blev sagt om dig? Hvis der overhovedet blev sagt noget. Hvor mange mennesker havde du haft i dit liv, der var interesserede i at dukke op og vise dig den sidste respekt?

  • At du som regel var et positivt og hjælpsomt menneske? En god og nærværende forælder?
  • At du var en hård, men retfærdig forretningsmand, der altid var i stand til at komme op med nye ideer? En god forsørger?
  • At du var lun og varm og altid kunne få et smil frem på læben hos andre?
  • At du var en fantastisk lytter? Eller et menneske, der altid kunne komme med gode råd og dermed hjælpe andre?
  • At du var en intelligent person, videbegærlig og altid i stand til at lære folk omkring dig noget nyt.
  • At du var indsigtsfuld og en person der altid hvilede i dig selv?
  • At du var god til sport og fysisk udfoldelse?

Og sådan kan du selv indsætte ting som du enten mener du allerede besidder, eller som du ønsker at blive husket for.
Hvis du giver dig tid til at reflektere lidt over det, kan det være med til at give dig en lidt bedre ide om, hvad der virkelig betyder noget for dig og igen, hvad du rent faktisk ønsker at arbejde for.

Hvad ville du tage med dig hvis du skulle starte helt forfra?

Måske lidt tænkt, men lad os nu bare sige at du skulle tage alt hvad du har og er op til overvejelse og at du skulle starte helt forfra og kun måtte tage 10 ting med dig videre.
De ti ting skal findes blandt dine menneskelige egenskaber, dine relationer, dine materielle ejendele og alt andet du har opnået i form af arbejde og uddannelser osv.

Hvis du sætter en time af til øvelsen i alt:
Så brug først 20 minutter på at skrive alle de sætninger du kan komme på, der kan startes med “Jeg har…”.
Derefter bruger du ca. 20 minutter på at prioritere tingene på din liste så du ender med at have 10 ting tilbage. Dette burde være de ting der betyder mest for dig.
De sidste 20 minutter kan eventuelt bruges på at reflektere over ting som:

  • Hvad den lange liste siger om dine drømme og mål.
  • Hvad den kortere liste siger om dine drømme og mål.
  • Hvad du har som du kan undvære.
  • Hvad du eventuelt kan bruge mere tid og kræfter på og hvad du umiddelbart står og mangler.

Den perfekte dag

Forestil dig den mest perfekte dag. Det kan være en dag du allerede har oplevet. Eller en dag som du gerne vil opleve.

  • Hvem er du sammen med?
  • Hvad laver i?
  • Hvad præcis gør at denne dag er mulig?

Måske ikke den store tankeøvelse, men den kan måske give et praj om, hvilke mennesker i dit liv du helst vil tilbringe tid sammen med og hvad du drømmer om at lave sammen med disse mennesker.
Hvis denne dags aktiviteter består i noget der koster penge, ja så er det umiddelbare delmål jo at tjene flere penge så denne dag bliver mulig.

Hvis aktiviterne omhandler noget, hvor det ikke direkte er det økonomiske der sætter grænsen for opfyldelsen, men at du simpelhen finder frem til at du vildt godt kunne tænke dig at tage på safari eller på bjergbestigning med disse mennesker, ja så er du i hvert fald kommet et lille stykke tættere på hvad der rører sig indeni dig og hvad der blandt andre ting betyder noget for dig.

Det perfekte liv

Lidt som den foregående øvelse, bortset fra at det nu handler om at skrive alt hvad du kan komme i tanke om ned, der omhandler det mest perfekte liv du kan komme i tanker om.
Skriv alt hvad der falder dig ind, uden tanke på om det er realistisk eller ej. Hvordan ville dit liv se ud hvis du kunne få det præcis som du vil have det?

Reflekter nu over hvilke af de ting du skrev på listen, der rent faktisk er indenfor rækkevidde og eventuelt hvordan du kan komme tættere på at opnå dem.

Klarlæg personlige forcer og eventuelle svagheder

Ved at stille dig selv spørgsmål om dig selv bliver du tvunget til at reflektere over mange forskellige ting vedrørende dig selv og din personlighed, der igen kan være med til at klarlægge hvad du mener du er stærk indenfor og mindre stærk indenfor og hvilke ting du inderst inde tillægger en stor værdi – ved dig selv men også din omverden.

  • Hvordan er du anderledes end andre?
  • Hvad er det allervigtigste for dig?
  • Hvilke personlighedstræk får du oftest positiv feedback på? Er der nogen der giver dig negativ feedback?
  • Er der situationer hvor du er i flow? Hvor du mister tidsfornemmelsen og bare nyder at gøre det du gør? Hvilke?
  • Har du et eller flere talenter?
  • Hvordan var du som barn?
  • Hvordan tror du – helt ærligt – at du bliver opfattet af andre omkring dig? Prøv at tænk på dig selv udefra i nogle situationer, hvor du enten har fået positiv eller negativ respons fra et andet menneske.
  • Hvilket bidrag ønsker du at give videre? Til dine børn. Til verden.
  • Har du noget du er villig til at kæmpe for?
  • Har du noget du decideret står for? En eller flere værdier du på ingen måde er villig til at gå på kompromis med?
  • På hvilke måder har du ændret dig siden din ungdom?
  • Har du noget du kan lære andre?
  • Hvilke valg har du nemt ved at træffe? Hvilke valg er sværere?

Udbyg selv listen efter behov.

Lad din underbevidsthed guide dig

Denne øvelse udføres over en længere periode og går i alt sin enkelhed ud på at lave en top-10 liste over mål hver dag.
Skriv ti ting ned som du gerne vil have, være eller opnå.

Når man nedskriver mål er det vigtigt at beskrive dem i nutid som om de allerede ER opfyldt. Dette er en metode til at “snyde” din hjerne og underbevidsthed. Man kan kalde det en form for omprogrammering.

Ligeledes er det vigtigt at du beskriver dine mål positivt – altså som noget du har, fremfor noget du ikke ønsker eller vil have.

Eksempel. Du ønsker at stoppe med at ryge.
I stedet for at beskrive dit mål som; jeg ønsker at stoppe med at ryge. Så beskriv det som; Jeg er ikke-ryger.
På den måde giver du din hjerne decideret benzin til at forfølge dit mål. Man kan sige at du går i gang med at overbevise dig selv om at dette passer og du vil dermed allerede i det ubevidste begynde at agere derefter og vil indenfor kort tid, måske begynde at foretage dig ting som fører dig mod målet.

Det vigtige i denne øvelse er vedholdenhed. Det er ikke nok bare at nedskrive en liste over mål og ønsker.
Tricket er, at du gør det så ofte du kan og ikke kigger på det du allerede har skrevet de foregående dage. Det er muligt at du i starten vil komme op med flere forskellige ting – altså at dine lister ikke ligner hinanden dag for dag.

Der vil dog højst sandsynligt være ting der går igen og i det lange løb vil du få tunet din hjerne ind på hvad du inderst inde går og drømmer om og gerne vil opnå. Du tilnærmer dig altså mere konkrete mål og værdier og skaber en større klarhed overfor dig selv og ikke mindst vil du helt ubevidst begynde at arbejde stille og roligt hen i mod de vigtigste ting på listen.

Held og lykke med at finde frem til dine personlige værdier.

Emneord:  coaching  selvindsigt  værdier

 

Ønsker du personlig coaching?

Målet med coaching er at hjælpe dig til at blive klogere på dig selv. Coachingen fokuserer på at øge din selvindsigt igennem refleksion og handling og målet er personlig vækst.

Er der områder i dit liv hvor du ønsker at forbedre dig selv, og er du klar over, at det kræver arbejde at udvikle sig som menneske. Så er jeg ret sikker på at jeg kan hjælpe dig.

Jeg tilbyder professionel personlig coaching i Køge-området, til dig der ønsker mere selvindsigt og afklaring, mere selvtillid og bedre selvværd, motivation, mindre stress og positiv forandring.
Kontakt mig og hør nærmere om, hvad jeg kan hjælpe netop dig med.Kontakt mig nu

Andre indlæg i kategorien Coaching

Nyhed – Langdistance-coaching

Bestem din retning med coachende spørgsmål

Jeg ønsker resultater, men jeg mangler potentiale

Sådan stiller du dig selv de rigtige spørgsmål

Din tilgang til livet har stor betydning

Provokerende spørgsmål til selvrefleksion