Vejen ud af skizofreni

deprimeretJeg deltog i går i et arrangement med navnet “Vejen ud af skizofreni” for pårørende og andre interesserede vedrørende skizofreni, hvor der blandt andet var et oplæg fra en overlæge inden for psykiatrien og et par unge, der havde eller havde haft sygdommen tæt inde på livet.
Det var en meget interessant aften, hvor jeg ikke mindst fik et bedre indblik i selve sygdommen, men også, føler jeg, en bedre forståelse for de muligheder der findes for at komme igennem sygdommen, eller i det mindste lære at leve med skizofreni eller andre sindslidelser.

Overlægen gav logisk nok et perspektiv set ud fra en behandlers synspunkt, hvor han ud over at fremhæve vigtigheden i den korrekte medicinering, også kom ind på vigtigheden i at tale med patienterne om den enkeltes drømme og mål med livet. Altså, forsøge at møde den enkelte hvor denne nu engang er i livet og tage udgangspunkt i dette. Noget han desværre måtte erkende, ikke altid er muligt i en travl hverdag hvor tidspresset er stort og ressourcerne færre og færre.

De to unge, hvor den ene stadig er ramt af sygdommen, men klarer sig langt bedre og den anden, der faktisk ikke længere er syg og er i gang med en videregående uddannelse, gav begge indblik i netop deres situation, hvordan de opfattede sygdommen og ikke mindst hvad der havde virket for dem.
De havde begge været ramt af indre stemmer, selvmordstanker og paranoia og havde begge været inde og ude af psykiatriske hospitaler og bosteder igennem en stor del af deres ungdom.
I begges tilfælde havde de mødt modstand fra systemet og ikke mindst fra deres pårørende, der havde forsøgt at pace dem og, som de følte, ikke havde taget deres sygdom alvorligt.

Nu er skizofreni jo netop en sindslidelse, der har en stor påvirkning på den enkeltes vilje og motivation. Det kan være nemt for os andre at tænke at det jo bare handler om at tage sig sammen og få tingene gjort.
Det var dog ikke mindst, netop det som de to havde valgt at gøre og som i sidste ende havde bragt dem der hvor de er i dag.

Erkendelse og selvindsigt er vigtigt

Det jeg overordnet fik ud af denne aften var, at det handler om at tage udgangspunkt i den situation man nu engang står i.
Erkendelsen af at man er syg og har brug for hjælp kan være svær at nå til, men når først toget kører og man er kommet ind i systemet, sker der mange gange det at patienten fralægger sig ethvert ansvar for sin sygdom og overlader den videre behandling til autoriteterne.

Medicinen er et nødvendigt “onde”, ingen tvivl om det. Den skal danne basis eller fundament for at patienten bliver i stand til at leve et acceptabelt liv og kommer på afstand af lidelsen.
Men når medicinen bliver den eneste behandling og den samtidig distancerer patienten yderligere fra de signaler – stemmerne og angstreaktionerne – som kroppen sender, tror jeg at den er med til at gøre den enkelte endnu mere passiv. Den skaber på en måde en falsk tryghed om at det hele nok skal gå.

Nu var netop de to unge mennesker, der stillede sig op og åbent holdt foredrag for en større forsamling om deres lidelser, nok blandt de mere ressourcestærke.
Men den røde tråd for mig at se var, at de begge havde valgt at acceptere deres sygdom, turde stå frem med den og ikke mindst forholde sig til den.
De havde haft hver deres måde at forholde sig til den, men ens for dem begge var, at de valgte at forsøge at lytte til de signaler som deres sygdom gav dem og arbejdede sig videre derfra.

Den ene havde deltaget i “stemme-lytte-grupper”, hvor man gik bag om stemmerne og forsøgte at forstå dem og den anden havde praktiseret forskellige metoder, hvor personen forsøgte at komme tættere på sin krop og dermed fik en større “grounding” og en bedre forståelse af sig selv.

Jeg har igennem en stor del af mit liv haft sygdommen inde på livet som pårørende til en skizofren og har igennem det meste af den tid haft en opfattelse af, at der måtte være andre måder at tackle sygdommen på end den gængse hvor man bare fylder folk med medicin.
Jeg har af åbenlyse årsager, da jeg ikke hverken har lidt af sygdommen, eller haft den faglige indsigt, ikke kunnet sige præcis hvad man kunne supplere med eller sætte i stedet for medicinen, men føler at jeg på sin vis er blevet bekræftet i at det er vigtigt at tage fat om den enkelte person og hurtigt forsøge at skabe et positivt billede af fremtiden. Give håb og grobund for drømme og visioner.

Som sindslidende er det vigtigt, at man tager et større ansvar. Det kan være helt basale ting som at sørge for en ordentlig kost, motion og som skrevet, at forsøge at forholde sig til det der sker inden i.

Det skal selvfølgelig ikke forstås på den måde, at enhver selv skal stå med problemet, men jeg mener at det burde være en stor del af selve behandlingen, at man gav mennesker nogle værktøjer og en viden om hvordan de selv kunne arbejde med sig selv og med sygdommen.
Vi kan alle sammen blive ramt af en sindslidelse. Men det er i sidste ende op til os selv, at være med til at skabe rammerne for at blive raske igen.

Emneord:  antidepressiva  Depression  masse-psykose  psykofarmaka  sindslidelser

 

Psykiatri og medicin bør kun være midlertidig

Der synes at være en udpræget opfattelse i vores samfund om at psykiatrien og den medicin der udskrives til psykiske lidelser, er den eneste gangbare vej hen i mod en bedre tilværelse.

Psykiatrien har helt sikkert sin berretigelse. Og det bør ikke være stigma at modtage hjælp og spise piller for psykiske lidelser.
Men psykiatri og lykkepiller bør være en midlertidig løsning og bør ikke være den eneste vej til en bedre tilværelse.

Den psykiatriske behandling bør altid følges op med handling for igennem handling og ændringer følger mere personlig tilfredshed og livsglæde. Kontakt mig hvis du ønsker hjælp til at komme videre med livet og ændre på nogle af de ting i dit liv der holder dig tilbage.Kontakt mig nu

Andre indlæg i kategorien Psykiatri

Det er ikke vores børn, men vores kultur der er syg

Psykofarmaka gør større skade end gavn

Sund kost og motion – Et reelt alternativ til medicin?

Diagnoser på psykiske sygdomme og hvorfor de kan blive en glidebane

Derfor bliver så mange mennesker deprimerede

Depression – Klinisk deprimeret eller “bare” psykisk nede